FERNISERING DEN 6. DECEMBER KL. 16! GRATIS ENTRÉ.
Havfruerne udstiller i H.C. Andersens Hus fra den 6. december 2013 - 19. januar 2014, åbningstider 10-16. Adressen er Bangs Boder 29, 5000 Odense C
I år er det hundrede år siden, at Edvard Eriksens skulptur "Den lille Havfrue" fandt sin plads på Langelinie i København. Som fejring af jubilæet præsenterer H.C. Andersens Hus en udstilling af kunstnergruppen "Havfruer & -frøkner". "Havfruer & -frøkner" er en kunstnergruppe, som består af ni kvindelige kunstnere, der stilistisk og metodisk stritter i alle retninger. Det, de har til fælles, er imidlertid en interesse for og kunstnerisk undersøgelse af femininitet og køn. Kunstnergruppen anvender havfruens tvetydige univers som en form for linse, hvorigennem de kan belyse sider af femininitetens og kærlighedens væsen. På denne vis går de også i dialog med fortidens fremstillinger af havfruen, herunder også Edvard Eriksens og ikke mindst H.C. Andersens havfrue, med en række nye og vidt forskellige bud på, hvad det vil sige at være havfrue eller kvinde i dag. Kunstnerne er: Helle Bolther, Line Taarnberg, Lotte Horne, Josephine Ernst, Lotte Kjøller, Nina Hess, Annelise Jarvis-Hansen og Renate Borgen.
HAVFRUER OG -FRØKNER:
Havfruer og -frøkner er en gruppe på 9 kvindelige kunstnere fra tre generationer. Vi har hver vores udtryksform og baggrund, men fælles for os alle er lysten til at arbejde med udgangspunkt i kvindelighed som begreb. Som individuelle kunstnere har vi vidt forskellige tilgange til, hvad kvindelighed og køn er, og hvad det vil sige at være kvinde i dag. Vi arbejder med en bred vifte af kunstformer, såsom skulptur, fotografi, installation, performancekunst og både figurativt og abstrakt maleri.
Det, der adskiller vores gruppe fra andre kunstnere, der arbejder med kvindelighed, er, at vi bruger havfruen som symbol på dette emnes mange facetter og vinkler. Gennem tusindvis af år og på tværs af kontinenter har havfruen været en del af mytologi og folklore, hvor hun har været tillagt mange forskellige egenskaber og kvaliteter. Vi er inspirerede af den legendariske havfrue, såvel som H.C. Andersens eventyr, Den lille havfrue. Nogle af os ser havfruen som symbol på de forandringer, vi uundgåeligt må gennemgå i løbet af livet; for andre repræsenterer hun kærlighed, selvopofrelse, styrke og forførelse. For andre symboliserer hun den visdom og kraft, der er en del af ethvert samfunds udvikling, både for kvinde og mænd, unge som gamle.
Identitet er endnu en del af den symbolisme, vi finder i H.C. Andersens Den lille havfrue. Ikke alene forlader hun sit hjem og sin familie, men den pris, hun betaler herfor, er at bytte sin karakteristiske stemme for menneskeben og dermed ikke blot ændre sin skæbne, men også sin krop. Nu står hun over for den store udfordring at skulle finde sin plads i et fremmed land og samtidig forsøge at holde fast på sin egen identitet. Dette dilemma kan på mange måder overføres til de problemstillinger, vi står over for i dag, hvor man konstant må værne om sin egen identitet i en globaliseret verden, der er i evig forandring.
I nogle myter svømmer havfruerne op til skibene og lokker sømænd til at springe ned i det dødbringende hav ikke blot med deres skønne sang, men også med deres seksualitet, hvor den lille havfrue hos H.C. Andersen skildres som en uskyldig, ung pige, der ofrer alt for kærligheden. Disse modsættende versioner åbner op for det luder/Madonnakompleks, der er et højaktuelt emne i nutidens diskussion om kvindelig identitet.
Da vores gruppe består af kvinder i alderen 27 til 69 år, repræsenterer vi både havfruer og -frøkner, som hver har sit eget perspektiv og oplevelse af, hvad det vil sige at være kvinde i dag. Dette gør os i stand til som gruppe at male et nuanceret og mangfoldigt billede af, hvor kvindeligheden står i dag, og hvor den er på vej hen. Se mere:
http://museum.odense.dk/museer/hc-andersens-hus/kalender/havfruer-froekner
I KUNSTAVISEN 6 dec. af mag.art.Lise-Lotte Blom:
Den lille Havfrue som inspiration
Vandreudstillingen Havfruer & Frøkner når fredag den 6. december kl. 16 til H.C. Andersens hus i Odense, hvor den kan ses frem til 19. januar 2014. Edvard Eriksens skulptur Den lille Havfrue på Langelinie i København fejrer 100 års jubilæum i år. Som markering af jubilæet præsenterer H.C. Andersens Hus udstillingen af kunstnergruppen Havfruer & Frøkner. De 9 kvindelige kunstnere fra 3 generationer har alle haft lyst til at arbejde med udgangspunkt i kvindelighed som begreb. Også set i lyset af H.C. Andersens havfrue. Især to af de 9 kvinder lader det lyriske og eventyrlige men dog også barske være et gennemgående træk. De 9 kunstnere er: Anna Laurine Kornum, Annelise Jarvis, Helle Bolther, Josephine Ernst, Line Taarnberg, Lotte Kjøller, Renate Borgen, Nina Hess og Lotte Horne.
Lotte Hornes værker har et fabulerende drømmende indhold både med reference til teaterverdenen (Som man behager) og til den barske virkelighed (installationen Havfrue-sko med blod) refererende til H.C. Andersens Den lille havfrue fra den sidste aften/bryllupet, hvor hun danser så fødderne bløder).
Lotte Kjøller har i en række billeder levet sig ind i den lille havfrues verden. Dette ses på udstillingen i H.C. Andersens Hus i det store (150 x 120 cm) billede Havskum, akryl og guld på lærred, hvor længsler og drømme får udtryk gennem et brus af netop havskum.
Kjøller har kædet H.C. Andersens eventyr Den lille Havfrue sammen med egen opfattelse af H.C. Andersen og hans forhold til kvinder. Ligesom hun har nærlæst eventyret og visualiseret tanker og forestillinger. Hun har yderligere udført en række værker med temaet Den lille Havfrue, der alle kan ses og erhverves hos
lauritz.com Kolding frem til 13. december.
Der afholdes dialogomvisning i Kolding i den store udstilling af billeder og skulpturer af Lotte Kjøller hos
lauritz.com, Trianglen 20, 6000 Kolding
Lørdag den 7. december, kl. 12.00 v. Lise-Lotte Blom, mag.art. og Lotte Kjøller, kunstneren selv
Foto
Lotte Kjøller, f. 1966
Havskum
Akryl og guld på lærred, 150 x 120 cm
Vises i H.C. Andersens Hus til 19. januar 2014
Lise-Lotte Blom
Vi sir tak til Lise-Lotte!
Med venlig hilsen Kunstnergruppen Havfruer og frøkner
Se venligst vores hjemmeside
Havfruer & frøkner/
www.havfruer-froekner.dk
Adr:
H.C.Andersens Hus
Bangsboder 29, 5000 Odense C
www.museum.odense.dk
Den 6.12.2013 – 20.1.2013
Åbningstider: tirsdag-søndag kl.10-16
Fernisering torsdag den 6.12.2013 kl. 16-18